Unomaten – kaffe efter lukketid

Ude i det romantiske Rødovres industrikvarter hvor Jyllingevej krydses af E47 motorvejen, hvor bilsælgerne bor på rad og række, hvor BR har sat legen igang igen og der altid er en eller anden form for underligt vejarbejde – der dufter der af kaffe.

Faktisk dufter der også lidt af Burger King. Men der dufter mest af kaffe. Især i de tidlige morgentimer i ugens hverdage. For så har Allan tændt godt op i risterne og tryller den ene spændende portion nyristet kaffe frem efter den anden.

Det er nemlig her vi har vores produktion og sender lidt røg udover nabolaget. På Tørringvej 17. Måske ikke helt første parket til hovedvejene, men til gengæld med gode parkeringsforhold. Det burde være til at finde og vi får heldigvis tit gæster.

Nogle gange har vognmænd pløjet vejskiltet ned, men du kan se du er det rigtige sted når du ser en lang grå bygning hvor stilarten råber funktionalisme højere end selv mågerne på taget kan skrige.

Det er nummer 17 på Tørringvej hvor vi har boet i over 10 år.
Sidste år fik vi tilføjet et bogstav og blev Tørringvej 17 D.

nr17

Alle hverdage fra 7-14 er vi åbent for kunder der ønsker at kigge forbi. Vi sælger nemlig direkte fra produktionen såvel som er et af Risteriets tre collect-points for dem der ønsker at bestille fra webshoppen og bare lave en hurtig afhentning.

mischela-unoOg nu har vi netop lavet en ny mulighed for at samle en pose nyristet kaffe op! Døgnet rundt og nærmest også direkte fra vores adresse i Rødovre. For vi ved at flere kunder finder vores åbningstider lidt svære at passe ind med arbejde og andre forpligtigelser.

Det kan Unomaten så lave lidt om på! For den har ingen lukketid. Den kan have udsolgt, men den er åben 24/7. Det er egentlig hvad dette blogindlæg handler om. Vores nye måde at sælge kunderne kaffe på. Nemlig det vi har valgt at kalde en Unomat.

Og hvad er det så helt præcist for noget?

Unomaten er en selvbetjenings automat – som man kender det fra sportshallen eller banegården. Den er bare ikke fyldt med cola eller slikposer. Der er kaffe i. Nyristet kaffe fra Risteriet. Den indeholder 10 karruseller og på hver karrusel har vi lagt en variant af kaffe.

Vi fylder den naturligvis altid op med Uno. Miscela Uno, vores mest populære kaffe. Men vi fylder også andre kaffer i. Så der er lidt for en hver smag. Der vil være 250 grams poser, 500 grams poser og et par 1-kilo poser. Unomaten tager både kreditkort og MobilePay.

Efter lanceringen fredag eftermiddag og lidt hurtig opslag på Risteriets facebook side – måtte vi allerede ud igen lørdag middag og fylde mere kaffe i. Og med mange gode positive kommentarer på opslagene er vi bestemt positive for starten som ellers var tænkt skulle være lidt summer-soft så vi lige kunne følge med.

Men det kan vi nu også. Der er egentlig kun denne mulighed for udsolgt i den karrusel man ønsker at købe fra som vi ved er en svaghed. I weekenderne kan det måske blive et problem. Men jo så et positivt problem, for os. Det må vi se på hen af vejen. Vi kalder det lidt en pop-up automat. For det er jo også nyt for os og vi skal lige se hvordan den modtages. Både ideen, men også om der er konkret salg. Vi tænker det er smart og nu er den der i hvert fald.

Unomaten er et samarbejde med Casper fra CS Service og det er ham der har bygget det fine lille skur vi har sat den i. Den skal jo værnes mod det danske vejr. Og som de videoer og billeder vi har lagt op viser – så står den simpelthen derude på Tørringvej 17. Lige ved porten ind til produktionen.

Den vil også være tændt i vores åbningstider. Men det er absolut ikke fordi man ikke stadig bare skal gå ind og handle direkte fra os. Det er jo tænkt som en mulighed for at handle i tidsrummet hvor vi er hjemme og samle kræfter til en ny arbejdsdag. Og til weekenden hvor vi også har lukket.

#UnoAfterHours

smiley

Har du forslag – måske ligefrem forbindelse – til andre steder en Unomat kan stå, så må du meget gerne kontakte os. Skriv til Rune (rune @ risteriet .dk). Tips, ideer og input er altid velkomne.

Skriv et svar