Årets Julekalender (forudbestil nu)

Læs herunder mere om hvordan vi har valgt at forkæle jer med julens kaffe i år. Den kan forudbestilles nu på webshoppen: Årets Julekalender 2019

retsjule_topbanner

Smag dig igennem december

Det er simpelthen sådan i år, at 1. december og 1. søndag i advent er på en og samme dag. Julemåneden starter med advent. Sådan et fint sammenfald, kan vi ikke sidde overhørig. Så årets julekalender fra Risteriet er en adventskalender.

Det er lidt anderledes. Men I er jo vant til, at vi ryster posen i julemåneden hvert år. Vi har ombygget plakatrør, vinkasser, blikdåser og opslagstavler – blot for at nævne de seneste års versioner af julekalendere vi har lavet til jer.

Præsentationen, indpakningen og ikke mindst kaffen har været forskellig år for år. Nu får dette års julekalender så et twist mere. For det er ikke 24 små poser men fire store. Så det er lidt noget nyt men det er også lidt det samme. For den samlede mængde er den samme (1 kilo) og vi kommer stadig rigtig godt rundt i verden.

Kaffen der er udvalgt kan brygges på alle tænkelige metoder. Fra stempelkande, til fuldautomatisk maskine, espresso, filterkaffe, pour-over, aeropress, kolbe, tyrkisk, etc.

Der er derfor ikke en ’kaffe’ og en ’espresso’ kalender. Men bare en kalender og den følger trenden om ”one bag to brew on all” – altså – alle kaffer kan brygges på alle måder.

onebagtobrewonall_longcut

Hvordan foregår det fra jeg bestiller til jeg modtager?

Salget er startet og det fortsætter frem til 24. november – eller til vi har udsolgt. Hvad der kommer først.

Så ønsker du en kalender til dig selv – eller har du en i tankerne, der i år skal have en julekalender med dejlig nyristet kvalitetskaffe, så slå til med det samme.

Her skal du være opmærksom på, at det dog stadig er som de andre år: For selvom du bestiller nu, så har vi først en kalender klar til dig fra tirsdag i uge 48 (tirsdag d. 26).

Det er kun en forudbestilling du laver når du køber den. Det kan vi lige lave en lille oversigt over herunder for nemheds skyld

Step-by-step er det her sådan vi laver årets julekalender

1. vi åbner for salget på webshoppen

2. vi lukker for salg ved udsolgt eller senest 24/11

3. vi rister og begynder det store pakkearbejde mandag d. 25/11

4. vi vil tidligst have de første kalendere klar til afsendelse, levering eller afhentning fra tirsdag d. 26/11

5. torsdag d. 28 vil de sidste kalendere være færdige.

Med andre ord, selvom der bestilles en kalender nu i denne eller næste uge, vil man ikke modtage en kalender før i uge 48.

Hvad er der i julekalenderen?

Vi har fået fire spændende kaffer hjem, som vi glæder os til at dele med jer. Den ene vil som altid være årets økologiske julekaffe. Vi har nemlig en tradition med at lave en fyldig, rund, økologisk og alsidig kaffe. En kaffe med de overskrifter vi synes der passer godt i højtiden.

Og ellers er det som med andre adventspakker: Man må vente i spænding til den søndag pakken må åbnes. Så ikke mere om kaffen her. Det ville jo være snyd…

Hver pose vejer 250 gram kaffe. Så hver søndag kan man åbne en ny pose til at nyde en uge frem.

Vi starter søndag d. 1 december, hvor man også kan tænde første lys i adventskransen og gøre klar til starten af årets julekalender i tv.

I løbet af december vil vi via små opslag på vores forskellige sociale platforme samt fra vores website vise, hvordan vi brygger kafferne og vi vil fortælle mere om dem. Det håber vi mange vil følge med i.

Hele bønner vs. formalet kaffe

I år vil det være muligt at vælge kaffen formalet til den bryggemetode som kalenderen skal bruges til. Det har vi ikke kunnet tilbyde de andre år. Så det er nyt og vil nok glæde de der har efterspurgt den mulighed.

Som udgangspunkt sælges der dog i hele bønner, men man kan altså i tilvalg ønske formaling til enten espresso, filter/pour-over, aeropress og stempelkande. Det er dog noget man aktivt skal vælge på drop-down menu. Ellers sender vi hele bønner – som også er det vi selvfølgelig anbefaler rent smagsmæssigt. At man kværner til hver gang man brygger.

Afhentning eller forsendelse

Som det har været de andre år med julekalenderen, og som det er generelt for varer bestilt på risteriet.dk – så kan du vælge enten afhentning eller forsendelse.

Afhentning kan vælges fra fire lokationer: Direkte fra lageret/produktionen i Rødovre eller fra en af de tre cafeer: Vesterbro, Indre by og Frederiksberg.

Man kan også vælge forsendelse med PostNord, enten med omdeling eller uden.

Bestiller du andre varer på samme ordre som din julekalender – vil vi sende disse afsted først. Og julekalenderen følger altså. Men bemærk så at vi af praktiske årsager må hæve beløbet på hele bestillingen (både julekalender + diverse ekstra varer på ordre).

Så har vi vist været igennem det hele.

Og ellers sidder vi klar her: kaffe@risteriet.dk – for hjælp, råd og vejledning.

Skriv et svar