Onsdag d 6 september var Risteriet inviteret til London af vores engelske samarbejdspartner. Dagens program var møde med repræsentanter fra Coope Tarrazu og det fælles projekt Community Coffee som vi i Risteriet – og vores kunder – har nydt godt af siden forrige sommer.
For det var i juli 2016 de første sække af den fantastiske La Trinidad kaffe landede i produktionen i Rødovre og hurtigt derefter fordelte sig ud til vores cafeer. Efter flere år med forskellige kaffer fra Tarrazu regionen i Costa Rica havde vi nu fundet en lille farm som vi ville satse mere langsigtet på. La Trinidad er et af otte fællesskaber i den kaffemæssige del af Coope Tarrazu.
Baggrunden for kaffesmagning
Tarrazu er beliggende kun et par timers kørsel fra Costa Ricas hovedstad San Jose. Og det er ubetinget det bedste af landets kaffe man finder her. Mener mange – og vi er blandt dem. La Trinidad, som vi har i sortiment, er en helt fremragende kaffe. Til dagens kaffesmagning stod den også tydeligt ud med herlige orange/citrus noter pakket ind i blød ramme med små søde toner af nød og karamel. Lidt anderledes end man kender den fra os, men det er der forklaring på.
Til en kaffesmagning som denne er ristningerne lyse. Og La Trinidad fremstod derfor med mere spil mellem kirsebær og citrus i balancen end når vi rister den til Risteriets mørkere ‘full city’ version. I vores version kommer sødmen mere frem og syrligheden mere dæmpet. Det er med andre ord end meget alsidig kaffe.
Efter at have smagt, smasket og spyttet (ja.. det gør man nu engang til cuppinger) os igennem 10 varianter af lyse, smukke og super spændende – men også ret syrlige Tarrazu kaffer – kunne jeg faktisk godt bruge en klassisk mørk fyldig Risteriet kop af La Trinidad. Som jeg bedst kender den og kan lide det. Heldigvis som mange af vores kunder også kan det. Det er dog absolut værd at prøve den både lysere og mere mellemristet også, så det kan anbefales til de af vores kunder der handler den hos os og rister selv. Som mange gør.
Kaffefællskabet Coope Tarrazu
Det var som sagt en spændende kaffesmagning – og en spændende dag med stort program der gik fra middagstid til henunder aften. Først blev jeg taget pænt imod og vist rundt på kontoret, fik hilst på alle og de var super glade for besøget. Det kneb lidt med at udtale ‘ Risteriet’ og de fleste så lettede ud over vi nu gerne tilføjer ‘Coffee’ til vores navn. Det har de ok styr på at udtale 😉
Det er altid godt at få hilst personligt fra tid til anden og efter færre besøg hos os og møder på diverse messer var dette mit første besøg på kontoret i London. Søde, dygtige og spændende kaffe-glade folk.
Dernæst blev jeg introduceret for de tre repræsentanter fra Coope Tarrazu. Her var det jo ikke mindre spændende at hilse og få sat ansigt – og håndtryk – på. Risteriet er naturligvis blot en blandt mange samarbejdspartnere. Men af de 8 fællesskaber bag den kaffemæssige del af Coope Tarrazu køber vi lidt over 10% af den årlige produktion fra en af de ældste (og tydeligvis mest anerkendte) af dem.
Vi er bare et lille risteri men de er også et lille fællesskab, så det er et rigtig fint match. Det er også temaet bag dagen. At understrege og synliggøre den tætte kontakt mellem producent og rister. I vores tilfælde mellem Coope Tarrazu/La Trinidad og Risteriet.
To præsentationer startede det officielle program i konferencelokalet og vi var en lille gruppe på 20 inviterede der alle havde en form for tilknytning til gæsterne fra Coope Tarrazu. Der blev fortalt stort og småt om fællesskabet som startede tilbage i det helt små i 60erne og frem til i dag hvor det er en solid og stabil ramme for de næsten 5.000 medlemmer. Siden 2011 har programmet Community Coffee kørt og taget produktionen i udvalgte fællesskaber på højere niveau, på mange planer fra produktionens mange faser til økonomiens store betydning for alle involverede – og ikke mindst; kvalitetsmæssigt, som er afgørende for den videre succes og udvikling. Det er et program vores engelske partnere er stor drivkraft bag. Så stemning, forståelse og respekten god. En meget fin og nærværende oplevelse i en samling af folk fra ret forskellige dele af verden. Men naturligvis med fælles interesse og passion.
Kaffesmagning – cupping
Så var der cupping. De 8 fællesskaber – her i blandt altså La Trinidad – var gjort klar i det lille tilstødende ‘coffee lab’. En af fællesskaberne var medbragt i tre proces versioner. Udover den standard vaskede var den til kaffesmagningen i en honey og natural proces. Hvilket var ret .. vildt. Samme kaffe men forskellig proces efter høst og enormt forskellig i udtryk. Absolut noget at overveje på sigt, som supplement eller anden vis, til vores klassiske version med vasket La Trinidad. Der dukkede peanut og mint-citrus hybrid smag op i natural-udgaven og sødmen eksploderede også på ny i honey-udgaven. Og vi kan jo godt lide det søde i Risteriet .. så der er som sagt lidt at overveje.
Så 10 kaffer blev smagt grundigt igennem og noter taget. Et par glas vand og en tissepause senere sad vi igen ned til yderligere præsentation og et medbragt slideshow. Den gik til sidst over i en lille panel snak og lidt Q&A, som man siger herovre. Om vi alle var tømt for spørgelyst ved jeg ikke – der var meget at høre og være mere nysgerrig omkring – men sikkert var det at vi til sidst var godt møre og trængte til et nyt input.
Det var der tænkt på og i en lille gårdhave blev der snart serveret lidt at spise som afslutning på en god dag. Små lækre smagsbidder fra Costa Ricas køkken og ikke længe derefter – fyldt godt med øl fra engelsk tradition på bordet også.
En meget fin dag i London. Med meget mere at berette, men det må blive i et andet indlæg engang. For denne klumme er allerede lang og nok kun de færreste der når helt igennem.
Ps. Men dem der gør skal da ikke snydes for bonus, så herned en kode til brug på website. Skriv “London” i rabatkode felt når du står i indkøbskurv på risteriet.dk og opnå 20% rabat på vores Costa Rica Tarrazu La Trinidad kaffe udvalg. Gælder t.o.m. 16. september og naturligvis kun på webshop.