Onsdag var jeg en tur i Heidelberg med Henrik, Kasper og Søren.
Nærmere bestemt var vi på besøg hos ECM en kort tur udenfor Heidelberg. De har nemlig deres hovedkontor i Neckargemünd, en mindre flække langs floden Neckar øst for Heidelberg.
Her har de deres administration samt værksted, showroom og endda også en lille kaffebar og et mindre espressomaskine-museum. Det er et super fint sted og vi var omkring det hele. Nu er det ikke første gang jeg er på besøg dernede hos vores gode partnere – og havde også taget noget Miscela Uno med til deres smagsbar. En espresso blanding som heldigvis altid har været et stort hit blandt de glade ECM folk.
Efter der var vist rundt og vendt stort og småt fra både Risteriets og ECMs kaffeverden, blev der så netop lige brygget lidt Uno. Vi havde jo Søren med på turen – vores dygtige cafeboss fra Studiestræde – og han fik budt ind med lidt barista-skills. Kombinationen af fremragende ECM udstyr – maskine, kværn, stamper – med nyristet kaffe fra vores egen lille produktion i Rødovre .. Sehr Gut 🙂
For en håndfuld år siden måtte ECM udvide pladsen og de købte et par industri bygninger mere i området. Både for at kunne få plads til det voksende lager og for at kunne tage dele af deres produktion op til dem selv fra Italien.
Nu bygges alle pro/cafe maskiner hos og af ECM selv. Samt størstedelene af maskinerne Synchronika, Controvento – og til dels den nye Mechanika Slim. Sidst, men ikke mindst, bygges alle ECM kværne her i de nye bygninger. Så der er gang i ECM og vi fik oplevet hvordan der forsat arbejdes med at få mere produktion hjem til dem selv. De leder allerede efter at kunne udvide.
Det går godt for dem, det er dejligt at se.
Så blev vi budt på frokost tilbage på hovedkontoret. Der er en sød italiansk kok som slår sig løs i køkkenet og Nadia, som hun hed, bød både på forret, hovedret og dessert. Fint skal det være når der er besøg fra det danske. Nu bilder vi ikke os selv ind at vi er deres største forhandler i verden, men man føler sig bestemt som den vigtigste når man er forbi og bliver mødt med så stor gæstfrihed.
Efter næsten 8 timer med ECM og kaffeprogram .. for vi skulle lige brygge lidt mere inden vi sagde farvel .. trillede vi fra Neckargemünd igen.
Men Søren havde lige et par stops i selve Heidelberg vi skulle nå. Den unge mand havde undersøgt kaffemulighederne – og de lød fristende – så vi fulgte trop. Tiden og vejret var til det, så selvom vi var lidt trætte i hovedet det blev til et par gode solskinstimer i den fantastisk hyggelige by. Og vi fik også hurtigt hjælp til at genopbygge energien..
Vi drak først kaffe hos Coffee Nerd (Rohrbacher Str. 9, 69115 Heidelberg). En ret hip cafe med det vilde udstyr og endda dansk importerede bønner som pour-over mulighed. Det skulle vi da prøve og en ret lys blød – stille og rolig – filter nydt på fortovet i skyggen, stod godt til eftermiddagens varme i den indre by.
Kaspers næse fangede lidt senere noget kafferøg og det ledte os til en mini kafferister. Så det måtte vi også prøve, se og høre hvad det var for noget.
På små 12 kvm havde Rada Coffee & Roesterei (Untere Str. 21, 69117 Heidelberg, Tyskland) presset både espressomaskine, et par kværne, diverse filterbryg, kaffeposer og en rister ind – samt plads til 3-4 gæster. Ude stod et par stole. Det var et lille hyggeligt sted. De ristede indisk kaffe med dobbelt koffeinindhold da vi kiggede forbi. Det blev testet og med fin effekt.
Lettere hypede gik turen derfor op af Autobahn og tilbage til Frankfurt lufthavn hvor vi var kommet aftenen før. Så var den lille hurtige halvandendags tur ovre og var det ikke for SAS .. som dog sagde det var pga vejret .. var det en tur som var gået både givende og godt. Nu blev det givende, godt og .. en grueligt forsinket.
Men vi kom frem og tilbage. I god behold. Det er det vigtigste.
Og kan snart fortælle om mange nye spændende ting på vej fra ECM. De fleste større ting er dog lidt hemmelige endnu og da vi meget gerne vi inviteres ned på stor pasta-ret igen – så vil vi helst ikke her få afsløret for meget.
Det som vi fik med hjem som ikke var hemmelige men blot nogle små nye tiltag er ECM Apron (forklæde til baristaen), ECM Knowcbox Small (lille udgave af deres skuffe-knockbox). ECM læder-stamper måtte (!) og ECM Upgrade-kit til Synchronika. Som et par eksempler.
Resten – og ikke mindst de kommende større afsløringer/nyheder – må man holde øje med vores webshop for. Samt naturligvis bloggen her + Risteriets sociale medier (FB, Insta) og nyhedsbrevet.
God weekend.
Rune